
17. juni 2025
Brystspænding – Lindring og tips
Brystspænding efter fødslen – forstå og lindr ubehaget
Mange nybagte mødre oplever brystspænding få dage efter fødslen. Tilstanden er ubehagelig, men ganske normal. I denne artikel får du:
- Forklaring på hvad brystspænding er
- Symptomer og forskellen på spænding og betændelse
- Konkrete lindringstips og ammestillinger
- Viden om hvornår du skal kontakte læge
Lindring af brystspænding
Ved 2–4 dage efter fødslen kan man opleve, at ens bryster hæver voldsomt op og kan være meget ømme og smertefulde. Når brysterne er så hævede, kan man også opleve, at det er svært at få barnet lagt ordentligt til brystet. Tilstanden er helt normal og kaldes fysiologisk brystspænding.
Årsagen til at den fysiologiske brystspænding forekommer, er at blodgennemstrømningen gennem brysterne øges, således at produktionen af mælk kan foregå. Hævelsen i brysterne skyldes altså øget blodgennemstrømning og ikke ophobning af mælk – det er derfor heller ikke nogen hjælp at malke ud.
Symptomer på fysiologisk brystspænding
- Begge bryster er hævede, måske også varme
- Mor har ikke feber og er ikke alment utilpas – altså en temperatur under 38,5°C
Lindring og tips
- Den bedste lindring af brystspænding er at tilbyde brystet ofte – gerne >8 gange i døgnet
- Ved meget spændte bryster kan barnet have svært ved at få ordentligt fat om brystvorten. Laid-back-stillingen er en velegnet ammestilling til brystspænding
- Stil dig ud i bruseren og massér brysterne med varmt vand. Eller massér brystet med lidt olie (husk at tørre det af inden næste amning). Dette kan hjælpe med at øge blodgennemstrømningen og afhjælpe væskeophobningen
- Vær tålmodig – det er en forbigående tilstand, som oftest er ovre igen ca. 4–5 døgn efter fødslen
OBS-punkter
- Hvis der er røde og afgrænsede områder på brystet, som virker hårde og ømme, kan det være tegn på ophobning af mælk
- Hvis der samtidig er feber, kan det skyldes brystbetændelse
- Vær altid OBS hvis din temperatur overstiger 38,5°C. Feber i barselsperioden kan skyldes betændelse/infektion i andet end brystet. Søg derfor altid hjælp hos dit fødested eller egen læge, så det kan blive afklaret, hvorfra infektionen kommer
Kilde
Sundhedsstyrelsen – Amning: En håndbog for sundhedspersonale (2023)
