
10. juni 2025
Amning om natten - Tips og gode råd
Amning om natten – sådan gør du det lettere
I barnets første måneder er natamning både naturlig og vigtig – men det kan være fysisk og mentalt krævende. Heldigvis findes der råd, der kan hjælpe dig med at:
- Forstå hvorfor natamning er nødvendig
- Øge din komfort og få mere hvile
- Opretholde en god mælkeproduktion
- Skabe bedre natterutiner
- Håndtere overgangen, når barnet bliver ældre
Amning om natten – Tips og gode råd
Hyppigheden og varigheden af natamning varierer en del fra barn til barn, og mønstret vil også ændre sig i takt med at barnet bliver ældre.
I den første tid vil det lille barn have brug for at amme om natten – dels for at finde tryghed og nærhed og dels fordi det kun kan rumme en begrænset mængde mælk. Udover den begrænsede volumenkapacitet, omsættes mælken hurtigt i kroppen, så derfor er natamningen vigtig.
Rent ammefysiologisk er der også en mening med galskaben: Det mælkestimulerende hormon, prolaktin, stimuleres nemlig ekstra kraftigt om natten – og natamning spiller derfor en vigtig rolle i opretholdelsen af din mælkeproduktion.
Natamning kan være slidsomt for den ammende mor, men her er gode råd til, hvordan du kan gøre det mere håndterbart.
Tips til natamning
Forberedelse er vigtigt:
- Indret en behagelig ammeplads
- Hav det nødvendige inden for rækkevidde – fx vand, snacks, stofble eller ren suttebrik
- Brug dæmpet belysning og undgå for mange lyde
- Brug ammestillinger der er behagelige for dig – fx liggende
- Sov i samme rum som barnet
- Husk at sove i løbet af dagen
Hvornår ændrer det sig?
Behovet for at amme om natten mindskes gradvist, men der er meget stor variation fra barn til barn. Vær opmærksom på barnets signaler, og justér jeres rutiner i takt med udviklingen.
Kilde
Sundhedsstyrelsen – Amning: En håndbog for sundhedspersonale (2023)
